ESL Pro League Logo
Reklame*

eSport er en trend, der er i så stor fremgang, at eSport nu er blevet fast inventar hos Viasat. Der er flere gange blevet eksperimenteret med at få eSport på TV i Danmark. Udover flere en gangs forestillinger på diverse kanaler, hvor der har været eSport i fokus, så finder man ikke noget andet fast eSport program end eSport på TV2 Zulu, der kørte hver mandag og onsdag aften i en periode. Det er der nu blevet ændret på efter, der er blevet lavet en stor investering fra MTG, der ejer både ESL og Viasat. Det er et stort skridt for eSporten, der stadig kæmper med en række fordomme fra folk, der ikke kender meget til sporten. eSportens entré på TV er en vigtig faktor, da det åbner muligheden for en væsentligt større seergruppe.

Hvem viser eSport på dansk TV?

På TV3 Sport 2 bliver der fremover vist over 2.000 timers eSport hvert år – de kalder det for eSportsTV. Det var en nyhed, der blev annonceret i maj 2016. Kanalen har kørt siden og vist en masse verdensklasse eSport turneringer.
TV 2 Zulu har førhen kørt faste programmer med et fast skema, hvor der er blevet vist eSport både live, men også præparerede udsendelser om eSport. TV 2 Zulu har ikke udtalt, om de vil genoptage deres eSport program, hvilket betyder, at den eneste faste eSport kanal i Danmark på nuværende tidspunkt er Viasats, eSportsTV.

Hvad viser de?

På eSportsTV vises der nogle af bedste og største turneringer inden for eSport. Ifølge Viasat vises der årligt over 2.000 timers eSport på kanalen. Da det er et samarbejde mellem MTG og ESL, så er det hovedsageligt kun ESL’s indhold, der bliver vist på kanalen. Det betyder, at turneringer som ESL One, Intel Extreme Masters, ESL Pro League bl.a. er en del af indholdet. Det er altså eSport i absolut topklasse, der vises på TV-kanalen. Der bliver vist turneringer fra alle de store eSports-titler, hvilket betyder, at man kan støde på titler som League of Legends, Counter-Strike: Global Offensive, StarCraft II, Dota 2, Hearthstone, OverWatch, Heroes of the Storm og flere andre, når man tænder for kanalen.

Indholdet på kanalen er for det meste på engelsk, da det er live-udsendelser fra turneringer, der bliver vist på kanalen.

Hvornår?

TV3 Sport 2 viser også andet end eSportsTV. Du kan finde hele kanalens program på følgende link: http://www.tvguide.dk/kanaler/TV3+sport+2

Hvorfor eSport på TV?

En særlig egenskab ved eSport er, at hele eSporten er opbygget omkring den såkaldte ”streaming-community”. Stort set alle eSport-udsendelser er til at finde gratis online på forskellige streaming-sites. Især Twitch.tv er en kæmpe spiller, når det kommer til eSport-streaming. I et interview med den administrerende direktør for MTG Sport, Peter Nørrelund, stilles der spørgsmålstegn ved overgangen til eSport-TV fremfor eSport-streaming. Peter Nørrelund bliver spurgt om det faktum, at alle store eSport kampe bliver vist gratis på streaming-sites, og at hele eSport miljøet er bygget op omkring netop dette. Peter Nørrelund udtalte følgende: ”Udover at en ny platform til en vis grad giver nye brugere, så er der også en bedre seeroplevelse. Derudover er det også planen, at kanalen med tiden skal have eksklusivt produceret indhold,”.

Viasat satser altså på øget kvalitet, unikt indhold produceret kun til eSportsTV og en anden mere kendt platform, nemlig TV’et, som de tre største aspekter til at sikre eSport kanalens seertal.