League of Legends gamer 1
Cheerful young gamer in glasses playing game on computer using headphones
Alle links markeret med stjerne (*) er reklamelinks, og vi kan generere indtjening på baggrund af disse.

For mange kan eSport være svært at relatere til og forstå. Det er en ny verden for flere. Talentfulde unge dropper alt, der hedder arbejde og uddannelse for at følge deres drøm om at blive professionelle eSports-udøvere. Det kan være svært for venner og familie at vænne sig til tanken om en hverdag, der består af 10-12 timers gaming foran computeren, men det er altså realitet for mange af eSportens superstjerner. Man siger, at et billede siger mere end tusinde ord. Derfor har flere udarbejdet videoklip, serier eller dokumentarfilm, der tager dig gennem eSportens verden. Vi har listet nogle af disse dokumentarer herunder. Nogle af dem varer ikke mere end et kvarters tid, mens andre varer helt op til halvanden time.

Throne of Games (2016) – (Dota 2)

Throne of Games er en dokumentar, der er blevet produceret af ESPN.com. Den omhandler det legendariske Dota 2 hold Evil Geniuses og deres rejse til at blive titelvindere ved The International 2015. The International er en Dota 2 turnering, der afholdes årligt. År for år har The International slået alle rekorder, når det kommer til pengepræmiepulje. The International 2015 opnåede en præmiepulje på hele 18,4 million dollars eller ca. 120 millioner danske kroner. Throne of Games fortæller historien om en 16-årig pakistaner, der blev millionær og opnåede legendestatus, om de basiske elementer ved Dota 2 og om publikumsfavoritten Evil Geniuses.

Dota: We, the community (2015) – (Dota 2)

Dota: We, the community er endnu en dokumentar, der omhandler den populære eSport Dota 2. Den er forholdsvis kort (19 min.), og forklarer historien om Dota og spillets oprindelse. Hovedpersonen i dokumentaren er en Dota legende, der er kendt af stort set alle på den professionelle scene. Hans navn er Jacob Toft-Andersen, han er dansker og har spillet professionelt Dota siden 2006. Du bliver klogere på eSport og Dota i samarbejde med Jacob ’Maelk’ Toft-Andersen.

League of Millions (2016) – (League of Legends)

League of Millions følger det amerikanske League of Legends hold Team Liquid og deres kamp om at forblive i toppen af verdens eSport-scene. Dokumentaren følger alle fem spillere på holdet. Man får et stort indblik i, hvad det vil sige at være pro-gamer. Desuden bliver du klog på verdens mest populære eSport League of Legends, og særligt hvordan den største liga NA LCS (North America League Championship Series) løber af stablen. Dokumentaren sætter lys på både de positive og negative ting ved at være en eSport-verdensstjerne.

All Work All Play (2016) – (League of Legends)

All Work All Play handler om professionel gaming, og hvordan eSport har udviklet sig til at blive en hel industri. Man får en indsigt i eSportens oprindelse, historien om bagmændene bag nogle af de største eSport-turneringer og professionelle eSport-organisationer. Du kommer helt tæt på to af de største amerikanske League of Legends-hold Cloud9 og TSM. All Work All Play er en virkelig velkonstrueret dokumentar, der fortæller dig alt, som du bør vide om eSport og den professionelle scene – både bagom og udadtil. Dokumentaren er at finde på Netflix.

Luminosity Gaming – RESPECT (2016) – (Counter-Strike: Global Offensive)

Dokumentaren ”RESPECT” handler om et af de mest populære Counter-Strike: Global Offensive-hold, Luminosity Gaming, der på nuværende tidspunkt spiller under navnet SK Gaming efter et skifte fra den ene organisation til den anden. SK Gaming (tidl. Luminosity Gaming) er lige nu verdens bedste Counter-Strike hold. På tidspunktet, hvor dokumentaren er lavet, havde Luminosity Gaming ikke den samme succes, som de har nu. Man følger derfor nogle essentielle tidspunkter i disse brasilianske spilleres karrierer. RESPECT er en følelsesladet dokumentar, der kommer helt under huden på de brasilianske stjerner.

E-Sports Superstars (2016) – (Dota 2)

I dokumentaren ”E-Sports Superstars” kommer vi helt tæt på det danske stortalent Johan ’BigDaddyN0tail’ Sundstein. Du får et indblik i, hvordan Johan bliver anset som en superstjerne i hele verden. Dokumentaren er produceret af The Economist, hvilket betyder, at der også bliver lagt lidt vægt på den økonomiske del ved at være en eSport superstjerne. Denne dokumentar går helt tæt på Johan Sundsteins op- og nedture i hans professionelle karriere.

Disse udpluk af eSport dokumentarer er bare få af virkelig mange. Hvis du slet ikke har fået nok af denne slags dokumentarer, så er en liste på over 70 eSport-dokumentarer, heriblandt alle de ovennævnte, til at finde på linket herunder:

Du kan se dokumentarer om eSport her.